Cornelia foran spejlet
Af Silvina Ocampo
«Cornelia foran spejlet» blev Silvina Ocampos sidste værk, og det er første gang hun udkommer på dansk. Bogen indledes med titelhistorien, der er en lang dramatiseret dialog mellem Cornelia og hendes spejlbillede. Cornelia vender tilbage til sin families villa for at begå selvmord. Dér får hun besøg af en pige, en tyv og en mand, som måske kommer for at dræbe hende, men som forelsker sig i hende. Dialogen er meget poetisk.
Resten af bogen består af kortere noveller og et par prosadigte. I mange af fortællingerne er døden et centralt tema, men altid i en grum eller symbolsk iklædning. Der er også tilbageblik til barndommen, hvor man fornemmer jeg-fortællerens protest mod alle de normer, der var fremherskende i hjemmet. Nogle af de mange kvinder, der optræder i bogen er barokke, andre kæmper en fortvivlet kamp for at overvinde deres ensomhed mod omgivelsernes krav eller for at gennemføre deres livsdrøm.
Ocampos historier er underfundige og fulde af humor. En usædvanlig og smuk bog, som sagtens kan tåle at blive læst mere end en gang.
Pris 250 kr
Oversat fra spansk af Viveca Tallgren
Oversættelsen er støttet af Programa Sur i Argentina
UDDRAG AF LEKTØRUDTALELSE FRA DBC:
«Ocampos noveller er gådefulde absurde og fantasifulde, og ofte nærmest essayistiske i deres form, når fortællerens tanker glider umærkeligt og associativt mellem beskrivelser og en almen, filosofisk undren.»
Læs en anmeldelse af Arvid Kühne her.
Anmeldelse af Ida Dybdahl i Politiken:
Anmeldelse i STANDART NR. 1 - APRIL 2023
HATTEDAMER UDEN INKVIT
Silvina Ocampo
Cornelia foran spejlet
| Oversat af
Viveca Tallgren
|
238 sider, 249 kr.
Forlaget Apuleius’ Æsel
| Anmeldt af
Rigmor Kappel Schmidt
|
| STANDART NR.1 - APRIL 2023 |
Den argentinske forfatter Silvina Ocampo skriver primært fortællinger. Når hun bliver introduceret, sker det ofte med henvisning til søsteren Victoria Ocampo og dennes kulturtidsskrift “Sur” eller til ægtemanden Adolfo Bioy Casares, og nu vi er ved det, kan vi lige så godt tage Bioys gode ven Jorge Luis Borges med. Det er nogle tunge medspillere at blive sammenlignet med, skønt Silvina og Victoria selv havde deres ballast. De var nemlig ud af en stinkende rig familie, hvor man naturligvis ikke gik i skole med almindelige dødelige, men havde huslærere til de sprog, man ønskede at kunne tale.
Jeg går selvfølgelig i gang med titel-fortællingen, hvor Cornelia sidder og taler med sit spejlbillede, som heldigvis svarer igen, så der kommer en dialog ud af det. Det er svær læsning, ikke fordi det er Borges-agtigt dybsindigt eller litterært sindrigt. Det er bare svært, men hvorfor? Teksten er skrevet som rene replikker uden baggrundsnarration, der ellers kunne give en fornemmelse for tid og sted. Rene replikker som i et teaterstykker, men uden regi-bemærkninger eller angivelse af de to roller. Desuden mangler de sædvanlige inkvit: “sagde hun”, “anførte spejlet”. Der er altså kun replikkerne. Spejlbillede og spejlende kan sagtens mundhugges, men grundlæggende spejler de jo hinanden, så der dannes ikke en grundoplevelse af to forskellige personligheder. Læseren må altså selv holde styr på, hvornår spejlbilledet taler, og hvornår den spejlende har ordet. Og da jeg går ud fra, at Silvina Ocampo med alle sine huslærere og Bioy og Borges udmærket kender de litterære konventioner, gætter jeg på, at hun obsternasigt dekonstruerer dem. Ikke for at holde læseren for nar, men for at lære os noget om litteraturens byggesten. Associativt dukker der nogen op i huset, så samtalen flytter væk fra spejlbilledet. Samtidig skifter fortællingen genre og bliver krimiagtig. Eller rettere. Som i “Tåge” af Miguel de Unamuno, der var meget populær i Argentina i Silvina Ocampos unge dage, udvikler det sig til en diskussion om mord i forhold til selvmord. For det er ligesom for let at slå en potentiel selvmorder ihjel. Og morderen spørger - hvis ellers det er morderen, der siger denne replik - hvor hun vil dø. “Har De en aftale med nogen i det hinsidige?” Og fordi hun laver hatte og der bliver fortalt associativt, begynder hun at gengive samtalestumper med hattedamerne, stadig uden inkvit, selvfølgelig, men nu gør det ikke så meget, for efterhånden går det op for læseren, at den associative fortællestil indfanger hverdagens plaprende sniksnak og leger med den, driver den ud over sin hverdagslige kant. Der associeres til “Den døende svane” - og når den bliver til “dødende”, er det sansynligvis en trykfejl - en besvimet dame forvandler sig i drømme til en svane, hvorefter der straks spørges efter Leda. Og de legende indfald bliver til fine damer, der taler om deres rejser til Europa, Paris, Venedig, Firenze, tænk bare på al den dejlige natursilke, man kan købe der for en slik.
Men ser jeg på resten af fortælligerne, bliver de mere fabulerende. I historien om de flyvende bøger bliver der brændt bøger, andre optræder selvmorderisk, kaster sig ud fra altanen, nogle falder til jorden, det er dem uden vinger, mens andre ekstatisk flyver omkring. Således lever bøgerne deres eget liv, men ikke ét og det samme. Der er bøger, som ingen kan skrive, bøger, der begynder at læse sig selv, og bøger, der er umulige at jage væk. Og selv om fjernsynet er kommet forsvarer jegfortælleren bogen til sin død. Da “Beaudelaire” dukker op, undrer det mig, for uanset hvad der har stået på spansk, skal hans navn staves på fransk. Men da jeg til sidst kom til “Guirlandaio”, tjekkede jeg Ocampos sidste fortælling. Hun skrev “Guirlandaio”, for sådan er den spanske stavemåde, hvis navnet skal udtales som på italiensk. Til gengæld staves det Ghirlandaio, både i spansk og dansk wiki. Jeg har altid syntes, det er småligt at påpege stavefejl og andre småtterier, for den slags laver vi alle, og begynder vi at klamre os til den perfekte fejlfrihed, dør sproget. Men en tekst, der bevæger sig associativt fra det ene til det andet, kræver en omhyggelighed, som ingen enkeltperson kan mestre. Her skal der både redaktør og korrekturlæser til. For det er jo fantastisk flot, at Viveca Tallgren har fundet og oversat Silvina Ocampos lakonisk groteske fortællinger, der ikke er inspireret af hverken Borges eller Bioy Casares, men er langt mere i familie med Italo Calvino og især Felisberto Hernández, som foreligger på dansk med “Koncerten og andre fortællinger”.
