MÅNEANSIGT

Af Sara Mesa

Romanen «Måneansigt» udkom i Spanien i 2018 med titlen «Cara de pan». Den handler om pigen Casi på næsten 14 år ("casi" betyder næsten på spansk), som bliver mobbet i skolen, fordi hun er tyk og ikke har nogen kæreste. Hun pjækker fra skolen og søger tilflugt til en park, hvor hun møder en mand på 54 år, som hun kalder den gamle mand. Han har en passion for Nina Simone og fugle, som han begejstret fortæller Casi om. Men hvad vil han? Hjemmefra har Casi lært, at man ikke må stole på fremmede, men gradvist får Casi mere tillid til den gamle mand, og de bliver venner. Deres venskab anses dog for upassende i omgivelsernes øjne, og til sidst bliver det også opdaget. Jeg vil dog ikke røbe, hvad det hele ender med.
Sara Mesa udforsker her det politisk ukorrekte og tangerer et følsomt emne, som også er meget aktuelt. Der er ingen løftede pegefingre her; læseren må selv gøre sine moralske overvejelser.
Romanen har fået fine anmeldelser og er oversat til otte sprog. Den er oversat fra spansk af Sara Høyrup og oversættelsen er støttet af STATENS KUNSTFOND.
140 sider, 225 kr.
Forsidedesign: Sigrún Gudbrandsdóttir

ANMELDELSER:
Uddrag af lektørudtalelse fra DBC:
«En bevægende roman, der maner til eftertænksomhed samtidig med, at den tør rokke lidt ved vores tabuer og fordomme. Forfatteren anvender en indadvendt, beskrivende stil som fascinerer ved sin følsomhed og store indsigt. Hun formår på bedste vis at gøre dette lille kammerspil vedkommede og læseværdigt.
Andre bøger om samme emne
Jeg tror, bogen vil tiltale Delphine de Vigans læsere, selv om den er mere tilbageholdt i sin stil.»

Anmeldelse af K's Bognoter

Anmeldelse af Thomas Thurah i Information


Pris 225 kr
Bogen kan købes fra netboghandlere som saxo.dk og gucca.dk


Sara Mesa

Sara Mesa (f.1976) er en af Spaniens nye lovende forfatterinder. Hun debuterede i 2007 som poet og blev prisbelønnet for sin digtsamling «Este jilguero agenda». Efter debuten har hun mest skrevet prosa, romaner og noveller og en enkelt essaysamling. Flere af hendes bøger er blevet prisbelønnede, bl.a. romanen «Cicatriz» (Ar), som udkom i 2015.
Sara Mesa kan lide at udforske det politisk ukorrekte, det der foregår bag kulisserne, men hun giver altid læseren mulighed for selv at overveje teksternes moralske problematik.
Sara Mesa er bosat i Sevilla.