27.09.2026
I San Isidro udenfor Buenos Aires ligger den smukke Villa Ocampo i belle epoque-stil, som også står på UNESCOs kulturarvsliste.
Besøgende får en guidet rundvisning i villaens to etager, der begynder i de elegante saloner i stueetagen, hvor de besøgende indvies i villaens historie. Oprindelig var den en sommerresidens for familien Ocampo, en af Argentinas mest velhavende familier. I en af stuerne står der et Steinway-flygel, hvor selveste Igor Stravinskij har spillet for de mange prominente gæster, der besøgte villaen, heriblandt nobelpristageren Rabindranath Tagore, Indira Gandhi, Graham Greene, Albert Camus, Federico García Lorca m.fl.
Af familiens seks døtre arvede den ældste, Victoria Ocampo (1890-1976), villaen efter forældrenes død. Den blev i 1941 hendes permanente residens.
På første sal fremviser guiden Victorias soveværelse, hendes elegante badeværelse og unikke bibliotek med 11.800 bøger, mens der fortælles anekdoter om Victoria Ocampos begivendhedsrige livshistorie.
Victoria Ocampo var fra en ung alder en passioneret læser og trodsede også forældrenes forbud mod at læse eksempelvis Oscar Wilde. Hendes interesse for litteratur kulminerede med Villa Ocampo, som hun indrettede til et internationalt kendt litteraturcenter. Victoria var ikke blot kendt for sit ambitiøse arbejde med Villa Ocampo. Hun var også en for sin tid ganske kontroversiel og oprørsk figur, der førte en indædt kamp for kvinders ligeret. Hun vakte megen opsigt som en af de første argentinske kvinder, der gik klædt i bukser, kørte bil og røg cigaretter, selvom hun i virkeligheden kun røg ved offentlige lejligheder, måske mest for at provokere.
Victoria var også en af de første argentinske kvinder, der fik publiceret egne tekster. Hendes første artikel var en kommentar til Dantes Guddommelige Komedie, som blev trykt i avisen La Nación i 1920. I artiklen indgår også en række refleksioner om ulighed blandt mennesker.
Under et ophold i New York fik Victoria Ocampo kontakt med forfatteren Waldo Frank, der opfordrede hende til at skabe et litteraturtidsskrift. Hun fulgte hans råd og grundlagde i 1931 det ikoniske tidsskrift Sur, hvori såvel latinamerikanske som internationalt kendte forfattere har bidraget med artikler og litterære tekster.
Med tiden blev Villa Ocampo besøgt af tidens store forfattere og kulturpersonligheder, blandt hvilke bør fremhæves den franske kulturminister André Malraux, som blev en nær ven af Victoria Ocampo. Hendes drøm om at gøre Villa Ocampo til et center for dialog mellem talentfulde forfattere gik til fulde i opfyldelse.
Under Juan Domingo Peróns regime blev Victoria i 1953 fængslet i 26 dage for at have udtrykt anti-peronistiske synspunkter.
I sit hovedværk Testimonios (Vidnesbyrd), som består af ti bind med selvbiografiske tekster fra 1935-1976, beskriver hun sine talrige rejser og møder med verdenslitteraturens store navne.
Den argentinske professor Sylvia Molloy har samlet nogle af Victoria Ocampos rejseberetninger i bogen La viajera y sus sombras (Den rejsende og hendes skygger). Af særlig interesse fandt jeg beretningen om hendes audiens hos Mussolini. Følgende er et uddrag af samtalen med Il Duce, som hun ønskede en dialog med om kvindens situation:
”Den fascistiske stat mener, at kvindens første pligt er at føde børn til Staten, men synes De ikke, at kvinden også bør samarbejde med manden på andre måder? Il Duce svarer: ”Nej”. Et kategorisk nej. ”Tror De – tilføjer han – at Julius Cesar, Napoleon, Bismarck havde behov for samarbejde? Og derefter, over min tavshed, som han tydede perfekt: ”Tror De, at Dante skrev Komedien på grund af Beatriz? Det, der inspirerede Dante var hadet til Firenze.”
Victoria Ocampo var den eneste latinamerikanske kvinde, der var inviteret til at overvære retsopgøret i Nürnberg i 1946. I ovennævnte bog indgår et kapitel om hendes indtryk af retssagen. ”Når mit blik har vandret rundt i lokalet og lært dets geografi at kende, kan det ikke frigøre sig fra de enogtyve krigsforbrydere. En engelsk officer med brystet fyldt med ordner lånte mig venligst sin kikkert.” Victoria gør sine undertiden let ironiske iagttagelser af nazi-lederne, bl.a. generalen Alfred Jodl, hvis smalle og bleggrønne ansigt slående minder hende om komikeren Gøg i parret Gøg og Gokke.
I bogen indgår også en stærk beskrivelse af hendes vandring gennem det sønderbombede Nürnberg. Retssagen efterlod hende dybt chokeret; efterveerne mærker hun i flyet tilbage til England:
”Da jeg gik om bord på flyet, der skulle transportere mig til Croydon, var jeg ude af stand til at få noget ned. Min mave, der var fyldt med billeder, kunne intet tåle. Mit hjerte var knap nok bevæget; som var det holdt op med at forstå. Men min mave begyndte omhyggeligt at kompensere. Den havde målt omfanget af og forstået sproget i alle disse vederstyggeligheder. En slags atomisk stilhed fyldte mit hjerte. Kun min mave reagerede hurtigt og på sin egen måde.”
I denne sammenhæng er det relevant også at omtale Victoria Ocampos yngste søster Silvina, hvis to bøger Cornelia foran spejlet og Den forunderlige appelsin vi har udgivet på Apuleius’ Æsels forlag. I 1937 debuterede Silvina Ocampo med novellesamlingen Viaje olvidado (Glemt rejse), men storesøsteren Victoria gav den en ganske negativ anmeldelse i tidsskriftet Sur. Forholdet mellem de to søstre var vanskeligt, og som forfattere var de vidt forskellige. Silvina skrev i en fabulerende stil, der nærmer sig det fantastiske, mens Victorias tekster var udpræget essayistiske. I 2018 publicerede den argentinske forfatter Mariana Enriquez bogen La hermana menor (Lillesøsteren), som er et portræt af Silvina Ocampo, og som titlen antyder, af hendes forhold til storesøsteren Victoria. Silvina stod ikke blot i skyggen af storesøsteren men også af sin mand, forfatteren Adolfo Bioy Casares, og parrets nære ven Jorge Luis Borges. Efter hendes eget udsagn var hun heller ikke interesseret i publicity. Efter sin død i 1993 har Silvina Ocampo dog fået en veritabel renæssance og hyldes i dag som en af Argentinas store forfattere.
I 1973 besluttede Victoria Ocampo at donere Villa Ocampo til UNESCO, som hun længe havde haft forbindelser med. Hendes ønske var, at villaen også i fremtiden skulle bruges til litterære og kunstneriske aktiviteter, et ønske som er gået i opfyldelse. I Villa Ocampo afholdes stadig koncerter og litterære arrangementer.
Af Viveca Tallgren
