19.07.2026
Ethvert barn ved, at dets bamser og dukker har sjæle. Derfor kommunikerer de lystigt med deres tøjdyr og dukker, som de har projiceret en personlighed ind i. Kun det voksne moderne menneske er så bindegalt rationelt, at det har glemt denne fortryllede del af virkeligheden. Men når ting er til stede i verden interagerer de med os. Bøger kræver at blive læst, flygelet eller violinen vil spilles på, dukken og bamsen vil tages op, og følelser flyder frit og uforklarligt imellem os mennesker.
I den uruguayanske pianist og forfatter Felisberto Hernández’ (1902-1964) tekster møder man en genfortryllet virkelighed, hvor mennesker opfører sig, som var vi alle børn, der med store forundrede øjne iagttager en verden, der er svær at forstå.
På dansk findes to bøger af forfatteren, der i dag betragtes som en af forløberne for den latinamerikanske litteraturbølge fra 1960’erne og 1970’erne med magisk realisme og fantastisk litteratur. Novellesamlingen Det oversvømmede hus, der udkom i 1980, og erindringsværket Koncerten og andre fortællinger, der udkom i 2005. I "The Oxford Book of Latin American Short Stories" (1999) kan man desuden læse Felisberto Hernández’ lange novelle "The Daisy Dolls".
I titelnovellen Det oversvømmede hus inviteres en ung fattig forfatter til at bo hos en omfangsrig dame, der er ejer af et oversvømmet hus. Hun har fået ham anbefalet som en ”pålidelig søvngænger”, og hun kalder ham til sig med løfte om pengehjælp. Han skal fra tid til anden ro hende rundt i huset, og langsomt under roturene fortæller hun sin sære historie, hvor vand og dets mystiske egenskaber spiller en central rolle, og hvor kærlighedens længsel lurer lige under overfladen. Da hun til sidst bortviser den mere og mere fascinerede digter er det med følgende kommentar: Hvis De tilfældigvis skulle få lyst til at nedskrive alt det, jeg har fortalt Dem, kan De regne med min tilladelse. Jeg beder Dem blot om, til afslutning at skrive disse ord: ”Dette er den historie, som Margarita tilegner José. Hvad enten han er levende eller død.” Og det er så, hvad den unge forsmåede forfatter gør.
Hvem det er, der gør hvad ved hvem, er svært at udrede.
Tiltrækningen mellem kønnene får en mystisk og næsten uskyldig karakter i Felisberto Hernández’ tekster. I Ingen tændte lamperne er fortællerpersonen igen en digter. Han er ved at læse en fortælling op, men han har uendelig svært ved at koncentrere sig om historien, for hans bevidsthed kredser mere om duerne på statuen uden for vinduet og - og man underforstår i særlig grad – om en ung kvinde blandt publikum, ”der havde lagt hovedet tilbage mod væggen; hendes lange, bølgede hår var bredt ud, og jeg lod mine øjne glide hen over hende, som om jeg betragtede en plante, der var vokset op ad muren på et forladt hus.”
Hvad der sker mellem de to er uklart og gådefuldt, men noget sker. Som i de fleste af forfatterens tekster overlades konklusionen til læserens egen fantasi.
Det er typisk for Felisberto Hernández, at det erotiske spil altid fremstår som en mystisk og næsten gådefuld, uforklarlig tiltrækning, som ingen helt kan gøre for eller forklare.
Det kommer tydeligt frem i erindringsværket Koncerten. Den unge Felisberto er tydeligvis draget af sin kvindelige lærer, og han skriver: ”Jeg ønsker at abedule min lærerinde”. En moderne læser vil nok digte noget seksuelt ind i denne uforståelige sætning. Men nej. I den unge Felisbertos forestillingsverden betød udtrykket vist, at han lod sine bløde fingerspidser kærtegne den fyldige del af sin lærerindes hvide arm. Noget som selvsagt var uhørt og måtte tilhøre dunkle drengefantasier.
I samme værk overværer den unge Felisberto en digtoplæsning af en ung kvinde. Og de skjulte erotiske fantasier ligger uformuleret lige under overfladen. Den kvindelige digtoplæser kom ind ”klædt i en lys, vinrød fløjlskjole. Flaskerne på bordet havde mistet deres mørke farve, og deres glaskroppe – diskret grønne – virkede krænkede som nøgne enker. I det øjeblik pigerne trådte ind, virkede det som om de kom med nattens kølighed og mørke. Det vakte en vis uro i os alle. Da digtoplæseren blev udsat for så mange drenges opmærksomhed, antog hun en majestætisk holdning og stillede sin krop an til at blive set i overensstemmelse med den forestilling, hun havde om sig selv … Jeg bemærkede, at jeg ustraffet kunne betragte hende, og jeg gik så tæt på hende, som jeg kunne … På kjolens kraftige klæde sås et vinfarvet bølgebrus vælde op; og disse bølger var langsomme, selv i de øjeblikke, hvor bølgen pludselig tog til, og man blev overrasket over de store volumeners omdrejning. På den ene side af kjolens skørt var der en række knapper; bølgen fik dem til at komme og gå som korkstykker på et skibs takkelage. Mine øjne fik den idé at bevæge sig hen til den anden ende af hende og betragte hendes arme, der var meget hvide og hævede sig op over mit hoved…”
I novellen "Balkonen" er det døde ting, der interagerer med mennesket. Kvinden i historien har tydeligvis, det vi i dag kalder socialfobi og lever i sin egen fantasiverden. Hun kommer aldrig ud af sit hus, hvor hun bor med sin gamle far. Hun tilbringer dagen med at sidde på sin balkon (hendes bedste ven) og iagttage livet udenfor, og så skriver hun digte. Felisbertos digter er blevet inviteret til at bo hos dem, og datteren begynder at læse sine, må man forstå, dårlige digte op. Under deres samtale fortæller hun om tingenes væsen:
”Så sagde hun, at tingene fik sjæl, efterhånden som de udviklede forbindelser med mennesker. Nogle af dem havde før været andre og havde haft en anden sjæl … men hendes balkon havde for første gang fået sjæl, da hun begyndte at leve på den.”
Og selvom forfatteren er pianist må han ikke spille på den afdøde mors klaver, for ”piano’et, denne stakkels ven af min mor, vil tro, at det er hende, der skal spille på det.”
En nat besøger hun uanmeldt digteren på hans værelse for at læse et digt op, og det får fatale konsekvenser, for kort efter styrter hendes balkon ned.
”Den faldt ikke, den styrtede sig ned,” siger hun. ”Det er mig, der er skyld i det hele. Han blev jaloux den nat, da jeg besøgte Dem på Deres værelse.”
Kvindens ikke realiserede erotik lever sit eget sære liv lige under tekstens overflade.
I novellen "Krokodillen" optræder en pianist, som Felisberto Hernández selv var. Han rejser rundt i et slidsomt forsøg på at samle penge ind til afholdelse af en koncert. De økonomiske problemer har fået ham til at tage et job som repræsentant for kvindestrømpemærket Illusion. Det går ikke godt, men en dag får han den tanke, at han kunne forsøge at græde, og vupti, med det samme går salget op, og han ender som firmaets mestersælger og indkaldes følgelig til firmaet for at redegøre for sine succesfulde salgsmetoder, så andre sælgere kan tage ved lære. Jeg skal ikke røbe slutningen på denne bindegalt absurde historie, men blot anbefale den som kritisk indslag på virksomhedskurser om corporate religion. Man skulle næsten tro, at den var skrevet i dag.
Lad det være nok med et citat: ”Det år græd jeg indtil december, lod være at græde i januar og noget af februar og begyndte igen efter karneval. Denne hvileperiode havde gjort mig godt og jeg genoptog veloplagt min gråd. Jeg havde savnet den succes, mine tårer skaffede mig og var kommet til at føle en slags stolthed over at græde ... I det nye år begyndte jeg at græde i den vestlige del af landet og nåede til en by, hvor mine koncerter havde haft succes.”
Og her bliver en koncert endelig realiseret, og novellen ender på en måde, som læseren selv må tolke.
Felisberto Hernández nok mest vovede og groteske historie er den lange Hortensia’erne eller på engelsk "The Daisy Dolls".
Horace er gift med sin Daisy Mary. Han kan lide at opstille dukker i forskellige scenarier og Mary, som hun ønsker at kaldes, deltager jaloux og modvilligt drillende i mandens fantasier. Horace anskaffer sig en dukke, som skal ligne Mary, men kalder den Daisy, og der udvikler sig et kompliceret samspil mellem de tre, som er præget af en ikke ringe jalousi. Det ender med, at Mary stikker Daisy ihjel med en kniv, men spillet mellem ægtefællerne fortsætter, for Horace anskaffer sig i hemmelighed andre dukker, kaldet Daisy dolls. Novellen virker stærkt provokerende, men handler vel om de uudsagte spil mellem ægtefæller, de spil, som foregår dybt under overfladen.
Felisberto Hernández fik ikke den store succes som forfatter, mens han levede. Men han blev senere italesat som en væsentlig forudsætning for 60’ernes latinamerikanske boom. Både Gabriel García Márquez og Julio Cortázar omtalte ham som en væsentlig forudsætning for deres værker.
Sten Jacobsen
