Fodboldæraen

17.08.2026

FODBOLDÆRAEN

Den argentinske filosof Juan José Sebreli (1930 – 2024) tog springet i 1998 med sin polemiske bog ”La era del fútbol” (Fodboldæraen), hvor han retter en skarp kritik mod fodboldkulturen som et massefænomen. Velvidende at bogen ville få en sønderlemmende kritik i en fodboldnation som Argentina, kastede Sebreli sig ud i sit unikke projekt. Enhver form for kritiske røster var for Sebreli blot en kilde til yderligere inspiration.
Med tanke på den rolle fodbolden spiller i dag som kulturfænomen, er Sebrelis bog næsten 30 år efter sin udgivelse stadig aktuel. Den bygger på en formidabel research med 500 bogreferencer til fodboldens historie gennem tiden inklusive nazismens brug af den samt dens sociologiske og psykologiske aspekter. Det er dog især den for Sebreli så karakteristiske polemiske tone, som giver læsningen af bogen et ekstra krydderi.
For Sebreli er et fodboldstadion et spejlbillede af det omgivende samfund. Det er især fodboldkulturen som massefænomen, der i bogen står for skud og gør den aktuel.
Med sit kritiske blik fortæller Sebreli, hvordan fodbold har udviklet sig fra at være en elitesport i England til en international massekultur, der også appellerer til de lavere klasser. Grundpillen er ’los hinchas’, de fanatiske fodboldfans, der kritikløst dyrker deres fodboldklub. ”Jo mere forvirret identitetsfølelsen er, desto mere identificerer disse fans sig med klubbens ydre kendetegn – dens farve, dens T-shirt etc. – og desto mere intolerant og ofte voldelig bliver man mod modstanderholdets fanklub,” kommenterer Sebreli.
Fodbold og vold er tæt forbundne. Sebreli tager udgangspunkt i sportens historie: ”Spartanernes fysiske træning var en forberedelse til krigen. Ligheden mellem krigsritualet og de olympiske lege er ikke tilfældig.” De fanatiske fodboldbøller, ’Las barras bravas’ og deres engelske modstykke hooligans er kendt for deres voldelige adfærd under fodboldkampene. Når fanatiske fodboldfans og -bøller, som oftest hører hjemme i de lavere sociale lag, tyr til vold i forbindelse med fodboldkampe, er det ifølge Sebreli et udtryk for deres sociale frustration. Med deres voldelige habitus er de blevet en magtfaktor i fodboldkulturen og er også i stand til at øve pression ikke blot overfor klubberne, men også overfor fodboldspillerne selv. Bogen giver flere eksempler på, hvordan det sidste diktatur i Argentina (1976-1983) brugte disse ’barras bravas’ i den illegale repression af regimets modstandere.”
Ifølge Sebreli bidrager kommercialiseringen af fodbold til, at det oprindeligt lystbetonede aspekt af spillet går tabt, fordi kampen i den moderne fodboldkultur alene er resultatorienteret. På trods af en stjernespillers mange succeser ser Sebreli hans tilværelse som en spændetrøje præget af frygt: Han frygter både sin træner, sit publikum og sine mange fans, der alle vil være over ham, hvis han taber en kamp. De nye audiovisuelle teknologier gør næppe kravet til spillerne mindre med deres detaljerede nærbilleder af kampen. Fodboldspillerens krop bliver med andre ord en vare i det kommercielle cirkus omkring denne sport.
Den argentinske fodboldstjerne Diego Maradona (1960-2020) har Sebreli tilegnet et af bogens længste kapitler med titlen ”Myten Maradona”. Med sine op- og nedture, der medførte et stort forbrug af narko, bliver han i bogen et eksempel på en fodboldstjernes fallit. Maradona lod sig også opportunistisk bruge både af det argentinske diktatur og senere af Fidel Castro og Venezuelas præsident Hugo Chávez. Havde Maradona virkelig fortjent en ophøjelse, der tåler sammenligning med en helgen? spørger Sebreli sig selv. I sin bog ”Comediantes y mártires” (Komedianter og martyrer) indgår Maradona også ved siden af Evita Perón, Carlos Gardel og Che Guevara, i rækken af ophøjede argentinske myteskikkelser – en ophøjelse ingen af dem ifølge Sebreli lever op til.
I lighed med Sebreli retter den peruanske nobelpristager Mario Vargas Llosa i sin bog ”La civilización del espectáculo” (frit oversat: Tivolikulturen) også en kritik af fodboldkulturens tendens til at fortrænge en kultur, der bygger på intellektuelt arbejde.

I kapitlet Fodbold og eros er det fodboldkulturens machismo, der står for skud: I fodboldens verden er det kun maskuline dyder, der dyrkes, og de bløde feminine værdier er indædt foragtede. ”VM-pokalen, der blev designet i 1930 af den parisiske skulptør Abel Lefleur ligner en majestætisk erigeret fallos, der er et perfekt symbol på den machismo, som fodbold er.” Lidt tvivlsom forekommer dog Sebrelis påstand om, at visse symptomer i fodboldkulturen er udtryk for en ubevidst eller fortrængt homoerotik, f.eks. i den måde fodboldfans tilbeder deres stjerner på og de talrige omfavnelser og kropslige berøringer blandt spillerne under kampen.

Med tanke på Sebrelis fokus på fodbold som udtryk for en massekultur kan det undre, at han ikke har omtalt Elias Canettis ”Masse og magt” (1960), der er et af de mest repræsentative værker om netop de kritiske aspekter ved massekulturen.
Som en positiv modvægt mod Sebrelis stærkt kritiske holdning kunne man fremhæve fodboldens sociale funktion som en redningsplanke for tusindvis af drenge fra slummen i tredje verdens lande. Gennem fodboldspillet får de noget struktur i dagligdagen, og det holder dem væk fra gaden og kriminaliteten. Man kunne også nævne organisationer som ”Football for peace” eller den colombianske ”Fútbol por la paz”. Den franske film ”Les Rebelles du foot” (2013) af Eric Cantona viser fem fodboldspillere fra forskellige lande, der risikerede deres liv for at gøre oprør imod udemokratiske regimer, som f.eks. chileneren Carlos Caszely, der udtrykte modstand mod Pinochets diktatur.
Reaktionerne mod ”Fodboldæraen” var som forventet negative. De fleste argentinske anmeldere mente, at Sebreli var for intellektuel og slet ikke havde forstand på fodbold. Men den slags buh-råb prellede altid af på Sebreli.
Har man fulgt med i slutspurten mellem Argentina og Spanien i VM2026, husker man velsagtens både den argentinske stjernespiller Messis og argentinernes temmelig patetiske reaktion på tabet mod Spanien. Med den reaktion in mente har ”Fodboldæraen” tjent sit formål, og Juan José Sebreli har måske nede i sin grav ligget med et skadefro smil på læben og hvisket ”Hvad sagde jeg?”

Viveca Tallgren

(Dette indlæg er en ændret udgave af min artikel i tidsskriftet Diálogos Latinoamericanos, nr. 23, dec. 2014, Århus Universitet.)