26.06.2026
For fire år siden læste jeg en anmeldelse af den svenske forfatter Therese Bohmans roman "Andromeda". Jeg blev nysgerrig og købte bogen i Malmø. Efter begyndt læsning kunne jeg ikke slippe romanen. ’Den bog vil jeg gerne oversætte til dansk og udgive på vores forlag,’ sagde jeg til Sten, som også læste den og var enig. Men desværre var forlaget Turbine kommet os i forkøbet. Jeg vil dog alligevel have fornøjelsen af at fortælle om mit indtryk af "Andromeda".
I romanen skildrer Therese Bohman relationen mellem en 60-årig gift mand og en ung kvinde. Bohman har tidligere skildret et lignende tema i romanen Den anden kvinde, men personlig synes jeg, at den litterære fremstilling er mere dyb og interessant i Andromeda.
Gunnar er litterær chef på det velanskrevne forlag Rydéns i Stockholm, og Sofie er nyansat praktikant. Hun føler sig usikker og uerfaren i forlagsverdenen, men Gunnar opdager imidlertid, at der bag Sofies usikkerhed, gemmer sig en selvstændigt tænkende ung kvinde, der deler hans syn på litteratur og også hans foragt for mainstream litteratur og bestsellers. Han giver hende en samling debutantmanuskripter og beder hende om at vurdere dem og vælge det, hun bedst kan lide. Hun vælger det mest særprægede manuskript, der mindst svarer til tidens trends, et valg Gunnar sætter pris på. Han forfremmer Sofie til en post som ansvarlig for forlagets prestigefyldte bogserie Andromeda, som han selv står bag. Han betror hende, at navnet Andromeda slet ikke henviser til stjernebilledet, men stammer fra en linje af digteren Sapfo. ”Andromeda har noget bedre at tilbyde. Andromeda er en anden kvinde”.
På forlaget rygtes det, at Sofie har fået sin forfremmelse, fordi hun går i seng med Gunnar, et ry som imidlertid bygger på banal sladder. Forholdet mellem Gunnar og Sofie er ikke erotisk, men platonisk. ”Hele vores relation var en tavs protest imod alt det, vi afskyede ved samtiden: vulgærfeminisme, tabloidretorik, politisering af enhver detalje af eksistensen, kommercialisering af det skønne og det sande, den indskrænkede tanke, at en ældre mand og en yngre kvinde ikke kan have et fælles udbytte af hinanden, eftersom magtbalancen soleklart var en ulempe for mig,” siger Sofie om deres relation.
De to mødes hver anden torsdag efter arbejdet på en bar, hvor de diskuterer litteratur og eksistentielle spørgsmål. De har begge to deres arbejderklassebaggrund til fælles og føler den samme ensomhed i forhold til tidens tendens til at kommercialisere litteraturen.
Med sit smukke, men enkle sprog bidrager Therese Bohman til at gøre læsningen af romanen til en udsøgt fornøjelse krydret med interessante og begavede betragtninger om litteraturen og dens rolle i vores aktuelle tidsepoke.
”Han snakkede højtideligt om litteraturen, men uden at sætte den på en piedestal. Snarere så han den som en voldsom kraft og samtidig som det højeste udtryk for civilisation, en blanding af nærmest en biologisk betinget mekanisme og den fineste måde at hæve sig op over den natur, som menneskeheden havde skabt. Han vendte gerne tilbage til myter og urfortællinger, temaer der havde deres oprindelse i historiens begyndelse, spørgsmål som han mente var en ufravigelig del af det af være menneske,” fortæller Sofie om Gunnar.
Gunnars foragt for tidens overfladiskhed kan undertiden også få en snert af arrogance:
”’Du skal ikke tro, at du dér lærer noget om litteratur,’ kunne han sige, når jeg omtalte universitetet, eller ’man skal respektere dannelse, men man skal ikke lade sig skræmme af den. Hvis du bare vidste, hvor dårligt mange akademikere skriver.”
At Bohmans ærinde med denne roman er et forsvar for den smalle litteratur hersker der næppe tvivl om.
Forholdet mellem de to får en tragisk ende, da Gunnar dør af et hjertetilfælde.
I romanens anden del får vi Gunnars beretning om, hvordan det trods hans arbejderklassebaggrund lykkedes ham at opnå en respektabel post i Stockholms litterære kredse. Det er dog først i mødet med Sofie, at han kan dele sine inderste følelser og tanker. Det er deres fælles forståelse for litteraturen, som er selve nerven i "Andromeda".
Viveca Tallgren
