Bølgen

Af Giulio Cavalli

«Bølgen» er en prisbelønnet og højaktuel roman, som har en hel del lighedspunkter med coronapandemien, selvom konteksterne er forskellige.
I den lille fiktive by DF ved Middelhavet finder en lokal fisker en dag liget af en sort mand ved stranden. Snart kommer der flere lig, alle sorte og ens, og til sidst ender byen med at blive oversvømmet med lig, der skyller ind over byen med en stor bølge. Romanen afspejler på en grotesk og makaber måde, hvordan et lille samfund, og det store, håndterer sådan en krisesituation.

I Weekendavisen skrev Morten Beiter om et besøg i det coronaramte Italien i sommers: «Da coronaen bed hårdest til i provinsen Parma, var overdødeligheden i området oppe på over 300 procent, og kommunen måtte leje seks store kølecontainere til opbevaring af de mange kister, som hobede sig op, mens kirkegårdsgravere og krematoriet arbejdede på højtryk. Da »køen« af døde var længst, var der 170 kister.» (17-07-2020)
Beskrivelsen har en del lighedspunkter med Bølgen, hvor antallet af døde dog når endnu mere svimlende højder og beskrivelserne af krisen bliver monstrøs.
Bølgen er en dystopi og en satire om et samfunds håndtering af en omfattende krise, eller som en italiensk anmelder af romanen skrev: Det er en bog, som, skønt den er helt igennem fiktiv, har chokerende og endda foruroligende analogier til vores aktuelle tid.

256 sider, pris 225 kr

«Bølgen» er oversat fra italiensk (Carnaio) af Cecilia Banfi.
Oversættelsen er støttet af STATENS KUNSTFOND.


Giulio Cavalli

Giulio Cavalli (f. 1977, Milano) er en kunstner med mange talenter: ”Først og fremmest skriver jeg. Jeg lytter til historier, som jeg opsamler rundt omkring, jeg farer vild i dem og samler stumperne op, så jeg igen kan finde hjem”. Cavalli har i mange år arbejdet med teater, både som instruktør, leder af et teaterkompagni, skuespiller og dramaturg. Hans forestilling L’innocenza di Giulio om retssagen mod den kontroversielle politiker og senator Giulio Andreotti fik stor omtale. Cavalli er forfatter til flere bemærkelsesværdige udgivelser og fast skribent på diverse onlinemagasiner, blandt andre Fanpage.it og ugetidsskriftet L’Espresso. Han er en aktiv stemme i den politiske debat med rødderne solidt plantet til venstre, og han er ikke bange for at bringe de ubekvemme sandheder frem, hvilket har ført til trusler fra flere af de lokale mafiaorganisationer, og har haft den konsekvens, at Cavalli i dag lever under politibeskyttelse. Romanen Carnaio (på dansk: Bølgen) udkom i Italien i 2019 og blev indstillet til flere anerkendte litteraturpriser.