Der er nogle typer dernede

Af Antonio Dal Masetto

Roman af Antonio Dal Masetto
Antonio Dal Masetto (1938-2015) var en prisbelønnet forfatter, hvis værker nyder stor anerkendelse i hans hjemland Argentina. Hans roman Der er nogle typer dernede udspiller sig i Buenos Aires under verdensmesterskaberne i fodbold i 1978, midt under det sidste diktatur i Argentina. Pablos veninde kommer en dag og fortæller, at der er nogle mistænkelige typer nede på gaden udenfor den bygning, hvor han bor. Pablo frygter, at det er nogle af de paramilitære agenter, som under diktaturet bortførte og torturerede folk, der var under mistanke. Blot det at kende en, der var politisk aktiv, var nok til, at man kunne risikere at blive anholdt. Romanen blev filmatiseret i Argentina i 1985. Den anses for at være en klassiker blandt de litterære værker, der omhandler diktaturet 1976-1983. Dens spanske titel er "Hay unos tipos abajo". Den danske udgave har også en introduktion af forfatteren Francisco Negro Juárez. Oversat af Viveca Tallgren.

Pris 179,95 kr

ANMELDELSER:

Uddrag fra lektørudtalelse, DBC:
“Med sine enkle ord barberet for adjektiver formidler Dal Masetto en intens stemning af angst, der står som en sitrende streng igennem romanen. Bykvarteret El Bajo, som han kendte så godt, er den dystre “kulisse” om fortællingen om journalisten, som forsvinder ind i sin egen lukkede verden af frygt. Fortællestilen , den intense stemning og den gode psykologiske beskrivelse giver mindelser om Samuel Beckett.

Anmeldt i Bøgernes Labyrint: https://boegerneslabyrint.wordpress.com/2016/10/03/der-er-nogle-typer-dernede-af-antonio-dal-masetto/

K’s Bognoter: “Fin lille roman fra Argentina om diktaturets evne til at gennemtrænge menneskenes sind med ødelæggende angst og paranoia.” Se hele anmeldelsen: http://bognoter.dk/2016/09/22/antonio-dal-masetto-der-er-nogle-typer-dernede/


Antonio Dal Masetto

Antonio Dal Masetto (1938-2015) stammede fra Italien og emigrerede med sin familie til Salto i Argentina i 1948. Som 18-årig flyttede Dal Masetto alene til Buenos Aires. Han debuterede i 1964 med novellesamlingen Lacre, men fik sit egentlige gennembrud som forfatter med romanen Siete de Oro i 1969. Dal Masetto fik stor anerkendelse i Argentina for sit forfatterskab, som omfatter både romaner og novellesamlinger. Han var i en årrække medarbejder på dagbladet Página 12, hvor han blev kendt for sine bagsidetekster, som er samlet i bogform i Crónicas argentinas. Et gennemgående tema i hans værker er immigrationen. To af hans værker er blevet filmatiseret i Argentina, og han modtog flere litterære priser.