20.10.2021

Undergangsangst i dystopiens troldspejl

Om den dystopiske tradition og Pelle Goldins roman ”Gamiderne”, som vi har udgivet på Forlaget Apuleius’ Æsel.

Kulturer forstår aldrig sig selv i dybden, for de er blinde for egne begrænsninger. Derfor folder kulturer sig ud i en hybris, der truer med at ende i en nemesis. Det er her dystopierne udtrykker de bange anelser.
Den vestlige kultur fremviser en række dysfunktionelle træk, som fylder mediefladen. Trumps præsidentskab i USA med dets åbenlyse disrespekt for kendsgerninger og afslutning i et uværdigt kupforsøg. Genopståen af en aggressiv højrefløj. Venstrefløjens forfald i woke-bevægelse og identitetspolitisk tribalisme. Feminismens MeeToo-excesser. Den aggressive islamistiske terror, skoleskyderier, bandevæsen etc. Den negative liste er lang. Mange får ubehagelig mindelser om noget, man har set før, men historien gentager sig ikke, den transformerer sig.
De bange anelser er ikke kun et nutidigt fænomen. Fortidens bekymringer kan ses i de gamle dystopier. I slutningen af 1800-tallet befandt man sig midt i en rivende industriel og økonomisk udvikling. Optimismen var fremherskende, og historien sås som en lineær udvikling med evig fremskridt. Tidens dystopiske forfattere havde deres tvivl. Den unge Jules Verne skrev i 1863 en fremtidsvision ”Paris i det 20. Århundrede”. I Jules Vernes fremtidsvision var Paris et højteknologisk samfund domineret af videnskabelig tænkning, hvor al humaniora var forsvundet. Romanens ”latterlige” hovedperson var en skønånd, der dyrkede latinske vers og litteratur. Han måtte logisk gå til grunde i et samfund, hvor humaniora var bandlyst.
I 1890’erne skrev H. G. Wells sine berømte dystopier bl.a. ”Tidsmaskinen”, ”Doktor Moreaus ø” og ”Klodernes kamp”. Det victoriansk England var på toppunktet af sin magt. Sådan så det i hvert tilfælde ud. Det engelske imperiums indflydelse strakte sig over det meste af kloden, og England var stadig verdens magtcentrum. Men man skulle ikke kratte meget i overfladen for at se, hvor det bar hen. De fremvoksende industrielle stormagter USA og Tyskland var på vej til at overhale England. Og så var der spørgsmålet om, hvor denne hæsblæsende industrielle og videnskabelige udvikling førte hen. I ”Doktor Moreaus ø” har en gal videnskabsmands slået sig ned på en afsides ø for at eksperimentere med kirurgisk at omforme dyr til menneskelignende skabninger. Dette må selvfølgelig ende i en katastrofe. I ”Klodernes kamp” bliver det sejrrige engelske militær knust af marsboernes krigsmaskine, og det engelske civiliserede borgerskab bliver forvandlet til skræmte byttedyr. I ”Tidsmaskinen” opdager den tidsrejsende, at også den strålende engelske civilisation i fremtiden vil bryde sammen, og som hans ven siger om ham, efter at han er forsvundet ud i fremtiden: ”Også han, det ved jeg … havde kun en ringe mening om de menneskelige fremskridt, og så i civilisationens voksende pyramide kun en tåbelig ophobning, som til sidst uvægerligt måtte falde sammen og tilintetgøre sin skaber.”
Samme mistro til menneskers evne til at kontrollere den menneskelige opfindsomhed finder man i Bulgakovs kortroman ”Skæbnesvangre æg”. Den foregår i tyvernes Sovjetunionen, udkom i 1925 og blev derefter forbudt. En genial og verdensfjern videnskabsmand har ved et tilfælde opdaget nogle røde stråler, som gearer vækstprocesser op. Han forsøger at holde opdagelsen tilbage, da han ikke har styr på kontrollen og virkningerne på lang sigt. Men med en aggressiv presse og et kommunistisk styre, der dyrker industriel kraft og økonomisk vækst, lader det sig ikke gøre. Opfindelsen glider ham af hænde og i de forkerte hænder udvikler katastrofen sig. Selv om historien er en satire over kommunistisk vanvid, så er det svært ikke at genkende mekanismerne som almengyldige for alle politiske systemer. Vi mennesker er ikke herrer i eget hus, og vi aner dybest set ikke, hvad det er vi har gang i.
De berømteste dystopier er givetvis Aldous Huxleys Fagre nye verden, George Orwells 1984, Ray Bradburys Fahrenheit 451 samt den lidt mere upåagtede, men psykologisk set bedste: Karin Boyes Kallocain.
I alle fire bøger er mennesket underlagt en totalitær stat, der effektivt kontrollere menneskers tanker helt ned til de mest intime af slagsen. I alle fire dystopier er historievidenskaben forbudt, og klassisk litteratur er bandlyst. Der skal ikke meget fantasi til at forklare årsagen til disse skrækvisioner. Bøgerne udkom mellem 1932 (”Fagre nye verden”) og 1953 (”Fahrenheit 451”). Alle bøger er fra det ”korte århundrede” (1918-1989) der var præget af de store utopiske massebevægelser, fascismen, nazismen og kommunismen samt i 1950ernes USA af mccarthyismen. Bøgerne udgives og sælges stadig, da de er en del af vores kulturelle arv. Men de er næppe særlig relevante for forståelsen af nutidens bange anelser. For er det den slags totalitære stater, der truer os? Kommer truslen ikke snarere indefra fra vores uklare værdigrundlag og de sociale mediers ekkorum?
I Pelle Ilja Goldins dystopi Gamiderne (2016) får man aldrig at vide, hvem og hvad det er, der truer verden, og det er netop styrken i romanens analyse af vores uklare angst. Vi befinder os ca. 30-40 år fremme i tiden. Den vestlige kultur er tydeligvis degenereret, og der er et samarbejde mellem USA og Rusland. Forfaldet og ændringerne i det storpolitiske mønster omtales kun indirekte. Det meste foregår neden under fortællingens vandspejl. Dødsstraffen er blevet genindført og hovedpersonen Ilja, som låner navn fra forfatterens mellemnavn, er blevet dømt til døden for noget uomtalt, der får læseren til at tro, at der må være tale om en tankeforbrydelse. Ilja anbringes i et fjerntliggende fængsel, der ligger i et utilgængeligt område, hvorfra det skulle være umuligt at flygte. Stillet over for et umuligt valg vælger Ilja alligevel at flygte blot for at opdage, at det netop var meningen. Han indrulleres i et totalitært arbejdsfællesskab, der er under de mystiske gamiders kontrol. Goldin røber aldrig, hvem gamiderne er, for som med de fleste andre elementer i bogen forbliver alt uomtalt. Rygterne om, hvem de er, formuleres på følgende måde:

”Nogle mener at der er tale om en slags programmerede mutationer … der har udviklet sig på baggrund af nogle genetiske eksperimenter. Andre mener, at der er tale om højt begavede intelligensvæsener fra et fjernt og uddøende solsystem, hvis væsentligste energiform har været radioaktiv stråling. Endelig er der teorien om, at der er tale om et fejlslagent … genetisk eksperiment. Og så er der selvfølgelig de mere vidtløftige forklaringer, hvor man taler om himmelske væsener …”

Som i 1900-tallets dystopier bliver menneskene under gamidernes kontrol kollektive væsener uden individuel personlighed:

”Alt virkede mere normalt end normalt. Alt hvad der blev sagt var fornuftigt og praktisk … blottet for utidige følelser og de misforståelser, der ellers kunne få folk til at gå fejl af hinanden … Verden var gennemsigtig og klar – lidenskab var afløst af orden.”

Beskrivelsen kan minde om ”1984”. Og truslerne minder om dem, man finder i de gamle dystopier. Men der er noget, som er anderledes her. Da det lykkes Ilja mod alle odds at flygte og komme til Frankfurt med en ny identitet, begynder han at længes tilbage til gamidernes verden. Han er splittet. Dels vil han redde verden fra den trussel, han kan se den befinder sig i, dels er han drevet af en dragning, han ikke forstår. Når man først har været under gamidernes kontrol, blegner alt andet i livet.

”Jeg kan ikke dyrke venskab med det normale, kun med det afvigende,” siger Ilja. ”Og samtidig længes jeg inderligt efter samme normalitet. Længes efter at høre til i en verden uden længsel ...”

Rækken af mystiske nukleare ulykker, der som en terrorkampagne spreder sig, og som kun Ilja aner grunden til, får ham til at følge med en ekspedition tilbage til gamidernes område. Og her ender romanen i en hæsblæsende mystisk slutning, som står åben for tolkning. Vi mennesker er både draget af individualiteten og af det kollektive og religiøse dyb, der suger os til sig.

Pelle Goldins bog rammer lige ned i vores uklare kollektive angst. Vi har glemt menneskets behov for at være en del af noget større. Der er ingen socialt acceptable måder at udleve dette behov på i vores samfund. Vi har ikke middelalderens klostertradition, der kan forlene den religiøse stræben med høj status, vi har gjort Kirkegaards etiske menneske til et erfaringsramt pjok, vi kræver alene individuel selvrealisering på Maslows behovspyramides højeste niveau. Men med selvrealiseringen overlades mennesket alene over for tilværelsens helt store spørgsmål.
Hvor går de unge hen, som ikke vil leve i individualitetens fængsel? Vi kender alt for godt de groteske af svarene. Når den fortrængte kollektivitet vender tilbage bliver det i perverteret form. Det bliver til islamistisk terror, til wokebevægelsens og identitetspolitikkens tribalisme, til ekstremfeminismens fortrængning af alt maskulint, til det forestillede fællesskab af skoleskydende massemordere, til bandernes ultimative broderskab og helt patetisk det autistisk forestillede fællesskab af korsriddere hos en enlig massemorder. Jo, der er andre grunde, men vi bør besinde os på, at en væsentlig grund også ligger i vores eget ekstremt individualiserede samfund, som har glemt sin kollektive kultur og religion, og som synes blind over for egne begrænsninger. Det er denne blindhed og angst for egen skygge, Pelle Goldins dystopi kredser om.

Sten Jacobsen